Der er en historie bag ethvert menneske.
En historie, der former én,
længe før man selv forstår, hvordan.
Noget, der sætter sig, længe før man selv har ord for det.
Så tidligt, at man senere kun kan mærke sporene,
men ikke længere huske begyndelsen.
Det er måske også noget af det, der gør det så svært.
At man godt kan se, at noget i én blev skabt længe før man selv forstod det.
I en barndom man ikke rigtigt husker.
I ungdomsår der mest står tilbage som mørke brudstykker.
Som om noget blev bygget i skyggerne, og man først langt senere opdager,
hvor meget det stadig styrede.
Nogle ting kan ikke bare fikses.
Ikke som man fikser en dør, der binder lidt.
Men det betyder ikke, at de ikke kan bæres,
forstås langsomt,
eller få en anden plads i ens liv end den, de havde, da de styrede alt.
Det svære er måske, at det gamle ikke bare bliver i fortiden.
Det forsvinder ikke, bare fordi livet senere giver én noget smukt.
Nogle sår bliver så gamle, at de føles normale.
Ikke fordi de er væk,
men fordi de for første gang møder noget, der får dem til at falde til ro.
Måske var det også derfor, kærlighed, hjem og familie kom til at betyde så meget for mig.
Ikke bare fordi det var godt i sig selv.
Men fordi noget i mig havde manglet netop det så længe,
at det føltes større end almindelig kærlighed.
Som om noget gammelt for første gang fandt et sted at hvile.
Og når man har båret mørke så længe,
kan det, der ligner hjem, komme til at føles som mere end hjem.
Det kan føles som redning.
Som svar.
Som det sted i livet, hvor noget i én endelig ikke længere behøver kæmpe for bare at være.
Så når man mister det igen,
mister man ikke kun det, der er nu.
Man mister også det sted, hvor noget gammelt i én for en stund blev stille.
Det er måske derfor, folk nogle gange spørger forkert.
De spørger, hvorfor man bliver ved med at bære det.
Hvorfor man ikke bare lægger det fra sig.
Men det spørgsmål rammer ved siden af, når det man bærer, ikke bare er tanker.
Når det er kærlighed.
Savn.
Historie.
Tab.
Børn.
Hjem.
Svigt.
For hvor lægger man det hen, når det ikke bare var en oplevelse,
men et helt indre sted at være?
Det er måske også derfor, det har været så svært at forstå min egen loyalitet.
At den ikke kun var noget smukt.
Den holdt mig også i situationer, som sund fornuft burde have trukket mig ud af.
Og noget af det mest giftige, jeg har gjort, var ikke at elske for meget.
Det var at ignorere det, der var forkert, bare for ikke at miste forbindelsen.
Ikke fordi jeg var blind.
Men fordi jeg var bange for, hvad der ville ske i mig, hvis jeg gav slip.
For det, man ikke gør bevidst, får let lov til at leve videre som skæbne.
– Vibild