Du bliver det, din opmærksomhed hviler på. Hvis du ikke selv råder over, hvilke tanker og billeder den skal hvile i, vil andre vælge for dig.
Og dér, i stilheden, begynder du langsomt at miste dig selv.
Jeg mistede mig selv i sorgen. I savnet. I noget, jeg troede kunne bære hvad som helst. Noget, der samtidig tog alt. Ikke kun indvendigt, men udvendigt. Og til sidst mit navn, da det blev vanæret af en fortælling, der ikke var min.
Jeg vil ikke sige, jeg er helet eller fri for ar.
For dette år satte gang i en kædereaktion i mig. Alt det traumatiske, jeg troede, jeg havde gjort fred med og bearbejdet, kom tilbage i en grimmere form. Det satte sig dybt.
Men jeg er færdig med at fodre smerte over en illusion.
Jeg savner stadig mine børn.
Jeg savner stadig mit gamle selv.
Men jeg er færdig med at sørge over et menneske, der lod min troskab knæle foran en løgn.
For at komme dertil måtte jeg sætte mig i afgrunden i over et år. Jeg måtte vandre i de mørkeste afkroge af mit eget sind, mens det ydre blev angrebet fra alle fronter. Det kostede meget. Det kostede næsten mine børn deres far.
Jeg gjorde afgrunden til mit hjem.
Jeg lærte dens vejrtrækning. Dens ord. Dens form. Jeg stod så længe og kiggede den i øjnene, at den til sidst kiggede væk. For selv afgrunden frygter det, der er mørkere end den.
Jeg lærte at se i mørket.
Jeg lærte at gå i mørket.
Jeg lærte, at mørket også kan have lys i sig.
Jeg lærte at acceptere. At lytte. At bære det, der var mig givet, og handle nødvendigt derefter.
Ørlog.
Jeg lærte at lytte til tegnene. Jeg lærte, at ulven i mig ikke var min værste fjende. Den var mit eget selv, der prøvede at kalde mig hjem.
Ulven er ikke ond.
Ulven kan misforstås som bidsk, glubsk og farlig. Men man må se ulven med ulvens øjne. Ulven er loyal helt ind til benet. Den vil gå i graven for flokken. Den vil hellere sulte selv end forråde dem, den elsker. Og når den bliver forrådt, vandrer den skovene tynde alene, ikke i foragt, ikke i bitterhed, men fordi ensomheden bliver nødvendig, indtil den igen kan høre sig selv.
Det betyder ikke, at jeg er fri for smerte. Det betyder ikke, at arrene forsvinder. Nogle ar er så dybe, at de aldrig heler. Aldrig.
Men jeg accepterer dem.
Og ruinerne?
Ruinerne er mit hjem. Det har de været det meste af mit liv. Måske er opgaven ikke at forlade dem. Måske er opgaven at rydde op i dem.
At stå i det brændte langhus og skelne:
Dette er aske.
Dette er knogler.
Dette er løgn.
Dette er mit.
Dette skal begraves.
Dette skal bygges igen.
Jeg er ikke ruinen.
Jeg er manden, der stadig står i den.
Jeg sagde, hvad jeg sagde.
Jeg bar, hvad jeg bar.
Jeg så, hvad jeg så.
Og nu flytter jeg den første sten.