Man hører tit mennesker tale om, at de jagter lykken. At de jagter lyset. Man hører sjældnere fra dem, der jagtede mørket. Måske fordi der ikke er meget smukt at fortælle om det. Jeg jagtede engang lykken.
Jeg fandt den, da mine børn blev født. Det er stadig det reneste, jeg nogensinde har kendt. Jeg husker stadig begge gange, som var det i går. Det var de lykkeligste, største og mest givende øjeblikke i mit liv. Ja, jeg tør godt bruge ordet: Lykkeligste her, for de er ren lykke!
Men der er noget, jeg har jagtet meget, meget længere. Mørket.
I mine yngre år, som teenager, jagtede jeg det for at forsvinde. Helt. Jeg gjorde det på en helt anden måde, end jeg gjorde efter hele mit liv smuldrede i hænderne på mig.
Den gang var det i stoffer, satte mig selv i situationer hvor et øjeblik kunne ende med at morgendagen ikke kom, og jeg tiltrak nærmest konflikter med de “forkerte” mennesker. Jeg gik med en storm inden i, ingen forstod. Sagde jeg det højt, blev det fejet væk med: “Der er intet galt med dig, tag dig sammen.” Det tog jeg som:
Okay, så er jeg bare forkert. Så er det rigtigt det alle andre siger, jeg er mærkelig, forkert, til besvær og bare et problem.
Så jeg lukkede så småt ned indvendigt, og mit syn på verden blev til at se hele lortet brænde ned til ingenting.
Der kom mørket ind. Det blev en maske, for det blev lettere:
Ikke at mærke. Ikke at huske. Ikke skulle se på alt det, der lå begravet derinde og ventede på, at jeg en dag ikke længere kunne holde låget nede.
Jeg blev god til det.
Til at lukke af. Til at gøre smerte til vrede. Til at gøre vrede til kulde. Til at gøre kulde til en måde at eksistere på.
Hvis man ikke mærker noget, gør det heller ikke ondt.
Det fortæller man i hvert fald sig selv.
Problemet er bare, at når man lukker døren for smerten, vælger man ikke selv, hvad der bliver stående på den anden side.
Glæden ryger med. Nærheden. Tilliden. Noget af én selv.
Senere begyndte jeg at jagte mørket af en anden grund.
For at integrere alle mine skygger, alt det der lå begravet!
Min evige jagt på: Selvet.
For at gå ind i det. For jeg fandt ud af, at det er dér, alt det man har brugt et helt liv på ikke at se ligger. Det man har fortrængt. Det man skammer sig over. Det man fik gjort mod sig. Det man selv gjorde. De ting man stadig kan forklare. De ting man kun kan huske fragmenter af. De ting der ikke skal ud.
Der findes en særlig form for løgn, man kun fortæller sig selv. Den kan holde et menneske oprejst i årevis. Indtil den bliver så tung, så mørk, så højt råbende, at man til sidst hører en anden end sin egen stemme.
Nogle mennesker går ind og ud af mørket. De står med det ene ben derinde og det andet plantet i verden udenfor. De har stadig noget at vende tilbage til. En forestilling om hvem de er. Et liv. Et eller andet lille sted indeni, der stadig siger: Det her går over.
Jeg satte mig derinde. Helt.
Og jeg blev siddende.
Ikke fordi jeg ønskede at efterlade mine børn uden deres far. Ikke fordi døden pludselig lignede en smuk løsning. Der var intet smukt i det. Jeg kunne bare ikke længere forestille mig, at noget skulle blive anderledes.
Det er en mærkelig grænse at krydse.
Når i morgen holder op med at være et sted. Når fremtiden ikke længere føles som noget, der venter. Der kommer bare flere timer. En dag mere. En uge mere. Et år mere. Og man holder op med at spørge, hvornår det bliver bedre. Ikke fordi man har fået et svar. Men fordi spørgsmålet ikke længere giver mening.
Da jeg mistede alt, begyndte jeg at lede efter mig selv. Jeg havde hørt så mange fortællinger om, hvem jeg var. Hvad jeg var. Hvad der var galt med mig. Hvad jeg havde gjort. Hvad mine motiver var. Hvad andre mennesker mente fandtes inde i mit hoved. Til sidst vidste jeg ikke længere, hvor deres stemmer sluttede, og min egen begyndte. Så jeg gjorde det eneste, jeg kunne finde ud af.
Jeg gravede. Ned gennem minder, der ikke hang sammen. Ned gennem ting jeg havde glemt med vilje. Ting min krop huskede bedre end mit hoved. Ting jeg havde gjort til vrede, fordi vrede var lettere at bære end sorg. Ting jeg havde gjort mod andre. Ting andre havde gjort mod mig. Skam. Svigt. Tab. Skyld. Alt det lort, der ikke forsvinder, bare fordi man lærer at fungere med det.
Jeg gravede efter et svar på, hvem fanden jeg egentlig var under det hele. Og jeg gravede så langt ned, at jeg til sidst ikke kunne kende forskel på det, jeg forsøgte at finde, og det jeg var ved at ødelægge.
Jeg mistede mig selv. Ikke som talemåde. Jeg forsvandt. Til sidst sad jeg der som en eller anden savlende tosse. 30 kilo lettere. Kroppen lignede efterhånden bare det sted, hovedet allerede var endt. Helt væk bag øjenlågene. Folk kunne tale til mig. Jeg kunne sikkert svare. Men der var langt ind. Ikke rigtig til stede. Ikke væk nok til at slippe. Bare fanget et sted midt imellem.
Det er svært at forklare, hvor lidt der kan blive tilbage af et menneske, mens hjertet stadig slår.
Man hører sig selv sige:
“Jeg har ramt bunden.”
For at finde ud af, når man har sagt den nok gange, at der ingen bund er. Der er kun faldet. Bunden er bare endnu et niveau ned, længere ned i mørket, længere ned i tomheden. Stille. Tynd. Tom i blikket. Med et helt liv liggende i stumper inde i hovedet og ikke kræfter nok tilbage til at samle én eneste af dem op.
Der var ingen åbenbaring dér. Ingen mening. Ingen skjult gave. Ingen eller noget, der kom og fortalte mig, at alt det her havde været nødvendigt for at gøre mig stærkere.
Fuck det.
Noget smerte er bare smerte. Noget tab er bare tab. Nogle ting ødelægger noget, man aldrig får igen. Og alligevel var det dér, noget andet begyndte at rejse sig. Ikke håbet. Det kom ikke tilbage. Noget andet. Noget tungere.
Et selv, der ikke længere kunne bygges af andres forklaringer. Et selv, der var nødt til at kunne se på både det gode og det grimme og sige:
“Det dér er også mig. Det dér skete med mig. Det dér gjorde jeg. Det dér gjorde de. Det dér mistede jeg.”
Og jeg behøver ikke længere blande det hele sammen for at vide, hvem jeg er.
Jeg har længe sagt:
“Jeg stirrede mørket ned, så det til sidst kiggede væk.”
Jeg kunne lide den sætning. Der var styrke i den.
Trods. Næsten en sejr.
Det var først senere, jeg forstod, at det ikke er særlig imponerende at kunne holde mørkets blik, hvis prisen er, at man ikke længere forventer noget af lyset.
Jeg vandt ikke.
Jeg blev bare siddende længere, end noget menneske burde. Og noget ændrede sig derinde. Noget døde. Noget overlevede. Og noget kom aldrig med ud igen.
Håbet gjorde ikke.
Når jeg siger det, mener jeg ikke pessimisme. Jeg mener ikke en dårlig periode. Jeg mener heller ikke, at jeg går rundt og ønsker mig væk.
Jeg mener håb.
Det rigtige. Den mærkelige menneskelige evne til at tro på noget, der endnu ikke findes. At vågne efter at være blevet slået i gulvet og stadig have en stemme et sted indeni, der siger:
“Prøv igen. Måske i morgen. Bare én gang mere. Det skal nok lykkes.”
Jeg husker den stemme. Jeg kan huske dens sprog. Jeg kan genkende den, når andre mennesker taler med den. Men den er ikke min længere. Der er ingen lille stemme i mig, der lover, at det bliver godt. Ingen del af mig, der tror, livet på et tidspunkt giver mening af sig selv. Ingen forestilling om, at hvis jeg bare holder længe nok ud, så kommer der en eller anden retfærdighed og gør regnskabet op.
Jeg forventer ikke, at noget bliver givet tilbage. Jeg forventer ikke engang, at det, jeg stadig har, bliver.
Håbløsheden er stille. Man kan høre folk sige, at det hele er håbløst. Men jeg tvivler på, de kender vægten af den sætning og den følelse.
Den larmer ikke. Den sidder bare der. Stille. Den kræver eller lover ingenting. Den siger ikke, at morgendagen bliver dårlig. Den siger bare:
“Du ved ikke, om der er noget i den.”
Og efter nok tab holder man op med at argumentere.
Det betyder ikke, at jeg ikke kan leve. For jeg lever, jeg trækker vejret og jeg har en puls. Det betyder ikke, at jeg ikke kan elske. Det kan jeg. Jeg elsker mine børn højere end noget andet og mærkeligt nok, elsker jeg også at jeg stadig er her til at se dem vokse og finde dem selv. Og blive den bedste version af dem selv, som de gemmer på.
Det betyder ikke, at jeg aldrig griner. At jeg ikke kan mærke varme. At jeg ikke kan være fucking glad. Alt det findes stadig. Det findes bare uden løftet om bagefter, for man kan godt leve uden håb. Det er bare et mærkeligt liv.
Man står ikke op, fordi man tror, dagen bringer noget godt. Man står op, fordi dagen er kommet. Man gør det, der skal gøres. Man tager tøjet på. Man svarer mennesker. Man bærer det, man skal bære, og hvis der kommer en dag mere, gør man det igen. Ikke med troen på en lykkelig slutning. Bare fordi nogle ting stadig betyder noget, selv når man ikke tror på slutninger.
Mine børn betyder noget. Mere end noget andet. Jeg behøver ikke håb for at vide det. Jeg behøver ikke tro på, at alting ordner sig, for at vide, at jeg er deres far. Jeg behøver ikke kunne se fremtiden for at vide, hvad jeg skylder dem i nutiden. Kærlighed kræver ikke optimisme. Den kræver bare, at den er sand og min kærlighed til dem er den mest ubestridelige sandhed, jeg har tilbage. Det er også derfor, den kan gøre så fucking ondt.
For når jeg ikke kan se dem... ikke kan høre deres stemmer... ikke kan tale med dem... ikke kan holde om dem... ikke kan gøre de helt almindelige ting, en far burde kunne gøre... så forsvinder kærligheden ikke med fraværet. Den bliver. Det ville næsten være nemmere, hvis den forsvandt lidt. Hvis hjertet kunne forstå afstand. Hvis kærlighed kendte forskel på nærvær og fravær.
Det gør den ikke.
Så man står med den i hænderne, tårer der render ned af kinderne, med al den kærlighed, men ingen lille hånd at lægge den i. Ingen pande at kysse. Ingen stemme der råber “far”. Ingen hverdag at bruge den på. Den findes bare. Ubrugt, og gør ondt.
Folk siger, at kærlighed er smuk. Det er den, men kærlighed uden et sted at gå hen kan også være et af de mest brutale steder at stå.
Jeg fortæller ikke mig selv, at det nok skal blive godt. Jeg ved det ikke. Ingen ved det. Og jeg nægter at gøre virkeligheden mindre sand, bare for at gøre den nemmere at holde ud.
Mine børn er ikke mindre værd at stå op for, fordi jeg ikke tror på en lykkelig slutning. De er ikke mindre værd at elske, ikke mindre mine.
Man behøver ikke håb for at vide, hvad man nægter at svigte.
Jeg elsker mine børn højere, end jeg hader at vågne.
Så er der hende.
Ikke som en vej ud. Ikke som lyset efter mørket, belønningen for alt det lort eller svaret på noget som helst. Hun kom ind i et rum, jeg havde erklæret tomt, og noget rykkede sig derinde.
Det mærkeligste var glæden. For jeg opdagede, at jeg ikke længere ved, hvad jeg skal stille op med noget, der føles godt. Jeg stoler ikke helt på det længere. En del af mig når altid frem til tabet, før resten af mig når at være i glæden. Når noget godt kommer tæt på, begynder jeg automatisk at forestille mig tomrummet efter det. Hvordan det vil føles, når det ikke er der længere.
Måske var det derfor, det ramte så hårdt. Det nåede ind et sted, jeg for længst havde erklæret dødt. Noget reagerede. Noget længtes. Noget brændte. Og noget begyndte at gøre ondt på en måde, jeg næsten havde glemt fandtes. Ikke den gamle smerte. Ikke mørket. Noget andet. Smerten ved pludselig at have noget i sig, der kan røres igen.
Et kort øjeblik mærkede jeg ikke bare, at jeg stadig eksisterede.
Jeg mærkede, at jeg levede.
Det siger jeg tak for. Og dér lægger jeg det fra mig igen. Hun reddede mig ikke, samlede mig ikke op og lovede mig ingen fremtid. Det, hun gjorde, var langt mindre romantisk og langt mere brutalt:
Hun viste mig, at noget, jeg havde begravet, stadig var levende.
For der kan faktisk være en slags ro i at tro, at noget i én er dødt. Man holder op med at vente på det. Holder op med at savne det. Holder op med at forestille sig, at det nogensinde vender tilbage. Men når det så pludselig bevæger sig igen, når kroppen husker længslen, før hovedet når at beskytte sig imod den, så vender noget andet også tilbage:
muligheden for at miste.
For man kan kun miste det, der stadig lever. Det ved alle. Jeg havde bare glemt, hvor fucking meget det kan koste at opdage, at noget stadig gør det. Det er sådan glæde fungerer i mig nu. Som noget lånt. Man får lov at holde det et øjeblik. Men et sted i kroppen står man allerede med hånden åben, klar til at aflevere det tilbage.
“Den dér. Den skal jeg have igen.”
Liv er farligt, når man har vænnet sig til tomhed. For liv vil noget. Liv mærker. Liv længes. Liv kan rammes. Liv kan miste. Jeg blev ikke sikker. Jeg blev mærkbar. Selv for mig selv. Og dér står jeg så. Med glæde, jeg ikke stoler på bliver. Med kærlighed, jeg ikke kan lægge fra mig. Med håbløshed, der ikke længere føles som en gæst. Og med et selv, jeg fandt på et sted, hvor jeg næsten ødelagde det.
Mørket tog også noget med ud. Ikke kun minder. Måder at eksistere på. At analysere. At læse. At vende. At veje. Et blik. En tone. En tavshed. Et ord, der måske betød noget. Et ord, der måske ikke gjorde. Man skiller ting ad, indtil der næsten ikke længere er noget helt tilbage. Man forsøger at beskytte sig mod at blive overrasket igen og ender nogle gange med at stå så længe foran en åben dør og undersøge hængslerne, at den lukker, før man går igennem.
Jeg mistede mig selv derinde. Men jeg fandt mig selv derinde også. Det lyder smukkere, end det var. Som om jeg fandt en glemt del af mig selv liggende uskadt og bare kunne tage den med hjem. Sådan var det ikke.
Det jeg fandt, var ikke den mand, der gik ind. Han findes ikke længere. Jeg fandt noget, der var blevet flået fra hinanden, gransket, reduceret og tvunget til at stå til ansvar uden mulighed for at kigge væk.
Noget af det, jeg troede var mig, viste sig at være forsvar. Noget var vrede. Noget var historier, jeg havde fået gentaget så mange gange, at jeg bar dem som mit eget navn. Noget var skam, der aldrig havde været min. Noget var skyld, der var.
Den del er vigtig.
Jeg behøver ikke gøre mig selv uskyldig for at kunne leve med mig selv. Jeg har gjort ting, jeg ville ønske, jeg havde gjort anderledes. Jeg har såret mennesker. Jeg har været et menneske, jeg ikke ønsker at være igen. Jeg kan forklare noget af det, men en forklaring er ikke det samme som en frifindelse. Det tog lang tid at forstå.
Der er også ting, der blev gjort mod mig. Ting der ændrede mig. Ting jeg stadig bærer konsekvenserne af, men heller ikke de kan være hele forklaringen på, hvem jeg er.
På et tidspunkt må man skille det ad.
Det dér var deres. Det dér var mit. Det dér var sygdom. Det dér var overlevelse. Det dér var et valg. Det dér var et svigt. Det dér var kærlighed. Det dér var frygt forklædt som vrede.
Og nogle ting må bare blive stående uden en pæn afslutning.
Det er måske det, jeg fandt i mørket. Ikke et bedre menneske. Ikke et renset menneske. Bare et mere sandt et og sandhed føles ikke altid godt. Det meste af tiden gør den faktisk ikke, men den vejer anderledes end løgn.
Jeg kom ikke ud af mørket som et menneske, der havde besejret noget. Mørket forsvandt ikke. Noget af det bor stadig i mig og vil altid følge med mig. Der findes morgener, hvor det ligger tungt i brystet, før jeg overhovedet åbner øjnene. Der findes dage, hvor glæden kan komme helt tæt på, og håbløsheden stadig sidder i samme rum.
De udelukker ikke hinanden og det er noget af det sværeste for nogle mennesker at forstå.
Man kan grine og være håbløs. Man kan elske og være tom. Man kan glæde sig over et menneske og samtidig være forberedt på at miste dem. Man kan ønske at leve uden at tro på, at livet bliver godt.
Mennesker vil gerne have, at den slags passer i hver sin kasse. Det gør det ikke.
Jeg er ikke hel. Jeg ved efterhånden heller ikke, hvad folk mener, når de siger det ord. Jeg er ikke håbefuld. Jeg venter ikke på, at nogen eller noget redder mig. Jeg tror ikke på, at alt sker af en grund.
Nogle ting skete bare. Nogle ting kostede år. Nogle kostede mennesker. Nogle kostede dele af mig, der aldrig kom tilbage. Håbet var én af dem. Uskylden var måske en anden.
Men jeg er her. Ikke som triumf. Ikke som inspiration. Ikke som bevis på, at hvis bare man kæmper hårdt nok, så vinder man til sidst. Det ville være løgn.
Jeg er bare stadig her.
Jeg elsker stadig mine børn med noget i mig, ingen kan tage navnet fra. Jeg kan stadig blive ramt af et blik fra en kvinde og mærke noget vågne. Jeg kan stadig grine, blive vred, savne. Jeg kan stadig mærke noget så voldsomt, at jeg ville ønske, jeg kunne skrue ned.
Jeg er stadig far. Stadig mand. Stadig ansvarlig for det, der er mit. Stadig nødt til at leve med det, jeg ikke kan ændre. Stadig nødt til at se mig selv i øjnene uden at gøre mig større eller mindre, end jeg er.
Jeg mistede mig selv i mørket. Jeg fandt mig selv i mørket. Men mørket tog også sin del.
Noget blev liggende. Noget burde måske blive liggende. Noget savner jeg stadig. Meget blev derinde, men jeg gjorde ikke.
Det er ikke en lykkelig slutning. Det er heller ikke en ulykkelig slutning. Der er ingen slutning endnu. Bare et menneske, der står her uden længere at kræve, at morgendagen lover ham noget.
Jeg vandt ikke over mørket. Det vandt heller ikke over mig. Det fik sine stykker. Jeg fik mine. Jeg lærte dets vægt at kende og det lærte min.
Måske var det dét, jeg mente hele tiden, uden selv at forstå det, da jeg sagde: “Jeg stirrede mørket ned, så det til sidst kiggede væk.”
Ikke at mørket blev bange, forsvandt eller at jeg blev stærkere end alt det, der lå derinde. Bare at der kom et tidspunkt, hvor jeg ikke længere behøvede kigge væk fra det. Hvor jeg kunne se på det hele. Håbløsheden. Livet, der imod al forventning stadig bevægede sig et sted under alt det. Og Selvet.
Mørket fik meget. Mere end jeg nogensinde ville have givet frivilligt. Men efter alt det... efter alt det, der blev flået væk... efter alle de år, hvor jeg enten jagtede mørket eller gravede mig længere ned i det... er der én ting, det stadig ikke ejer.
Mit navn.