Der er noget næsten ydmygende ved at kunne forstå sig selv om formiddagen og falde fra hinanden om aftenen.
Man kan vågne og tænke, at nu er der en smule ro. Ikke fred, måske, men ro nok til at fungere. Man kan få lavet noget, svare på beskeder, være nogenlunde til stede, måske endda grine lidt. Og så kommer aftenen, som om den har en nøgle til kroppen, man ikke selv har.
For mig rammer det næsten altid mellem 18 og 20.
Ikke som en tanke først. Ikke som en beslutning. Ikke som om jeg sætter mig ned og vælger at gå i stykker. Det kommer mere som et skift i hele systemet. Brystet spænder op. Maven falder. Kroppen bliver tung og urolig på samme tid. Der er noget i mig, der begynder at lede efter et hjem, som ikke længere findes på den måde.
Det er fløjtende ligegyldigt, hvor jeg er. Jeg kan sidde alene. Jeg kan sidde med kammerater og have det sjovt. Jeg kan være omgivet af mennesker. Det ændrer ikke ret meget. Klokken nærmer sig bare det tidspunkt, og så kommer slaget alligevel.
Som om kroppen husker noget, hovedet ikke kan styre.
Uanset hvad bliver jeg nødt til at forlade det selskab, jeg befinder mig i på det tidspunkt.
Sidder jeg hjemme og spiser hos min farbror med hans familie, sidder jeg og glor ud af vinduet og tror, jeg kan skjule tårerne, men inderst inde ved jeg jo godt, han har set det. Det gør ondt, når man ikke engang kan fungere socialt.
Det er det, der er så svært at forklare. Folk taler tit om sorg, som om det mest er tanker og minder. Som om man bare tænker på noget, bliver ked af det, og så handler det om at tænke på noget andet. Men det her er ikke sådan. Jeg ville ønske, det var så simpelt. Det føles som om minderne sidder i musklerne, i vejrtrækningen, i huden, i maven. Det er ikke bare billeder fra et gammelt liv. Det er kroppen, der reagerer på fraværet af det.
Aftenen var engang tidspunktet, hvor livet samlede sig. Der var lyd, uro, mad, børn, træthed, hverdag, nærvær. Alt det, der ikke nødvendigvis var perfekt, men som var mit. Det var dér, dagen landede. Dér man kom hjem, ikke bare til et hus, men til en rytme, et formål.
Nu rammer det samme tidspunkt som et tomrum.
Og det er næsten værre end almindeligt savn, fordi kroppen stadig møder op til noget, virkeligheden ikke længere giver den. Den står klar til en verden, der ikke længere står klar tilbage.
Det er dér, det krakelerer.
Ikke hver dag på samme måde, men ofte nok til, at det ikke længere kan kaldes tilfældigt. Det har været sådan i et år. Et helt år med de samme indre sammenbrud, de samme aftener, den samme følelse af at blive revet tilbage i noget, jeg ikke kan gå ind i, og ikke kan komme fri af.
Der er dage, hvor jeg ikke bare er ked af det. Der er dage, hvor jeg forsvinder. Hvor mad ikke eksisterer. Hvor telefonen bliver liggende. Hvor mennesker føles langt væk, selv når de ikke har gjort noget forkert. Hvor kroppen bare lukker ned, og jeg ikke kan finde den sædvanlige vej ind i dagen.
Det har også ført til, at jeg er gået fra at veje omkring 90 kilo til 67 på under et år.
Det er ikke en poetisk detalje. Det er en regning.
Det er kroppen, der har betalt for det, jeg ikke har kunnet få ud af systemet. Det er sorg, stress, k-PTSD, søvnløse nætter, en ADHD, der brager derudaf, alarmberedskab, savn, vrede og alt det gamle lort, der væltede frem, da det hele brast.
Og midt i alt det er der en sandhed, jeg ikke gider skjule, bare fordi den er grim at stå ved.
Jeg har stadig så meget lyst til at række ud.
Ikke for at tude ørerne fulde på hende. Ikke for at lægge vægt over på hende. Ikke for at kræve noget, forklare noget eller forsøge at trække hende ind i mit mørke. Bare for noget så simpelt som at sige, at jeg savner hende.
For det gør jeg.
Hver eneste aften.
Sorgen og savnet handler ikke kun om det gamle liv som ramme. Ikke kun om huset, hverdagen, rollen, familien som idé, eller den mand jeg var dengang. Det troede jeg længe. At det måske var livet, jeg savnede. Den version af mig selv, der fandtes i det.
Men nej.
Det er også mennesket.
Mennesket jeg delte det hele med. Mennesket jeg blev forælder sammen med. Mennesket jeg har holdt om. Mennesket der lå tæt nok på mig til, at verden kunne være stille et øjeblik. Mennesket jeg stadig elsker, selv om jeg ikke kan gøre noget med den kærlighed længere.
Eller rettere: selv om jeg ikke må.
Og det er måske noget af det mest brutale. At elske nogen, savne nogen, ville række ud, og samtidig vide, at savnet ikke må blive til en handling. At kroppen kan skrige efter et menneske, mens virkeligheden kræver, at man bliver stående. Tavs. Væk. Behersket. Som om kærlighed bare kan pakkes sammen, fordi den ikke længere har et sted at gå hen.
Og så er der vreden.
Den er kommet mere nu.
Ikke som noget jeg handler ud på. Ikke som noget voldeligt. Ikke som noget destruktivt. Det er ikke den slags vrede. Det er mere den stille form for fucking gal, der står inde i én og kigger på det hele uden at blinke.
Gal over uretfærdigheden. Gal over hvordan et menneske kan behandle et andet menneske sådan. Gal over hvor lille man kan blive gjort. Gal over at ens fejl kan blive hele ens navn, mens alt det gode bare forsvinder, som om det aldrig fandtes. Gal over at stå tilbage med tanken om, at man måske ikke var elsket på den måde, man troede. Gal over at have kæmpet så hårdt for noget, der måske var ved at dø længe før, jeg selv forstod det.
Og det sidste gør mig vred på en helt særlig måde.
Tanken om, at jeg måske levede i noget falskt længe. At jeg stod der med hele mig, mens noget allerede var forsvundet et andet sted hen. Jeg vil ikke tro det. Jeg hader faktisk at tænke det. For hvis jeg lukker den tanke helt ind, så ødelægger den nogle af de sidste gode minder, jeg stadig prøver at holde rene.
Men når man først har set mønstrene, kan man ikke bare lade være med at se dem.
Det er noget af det mest belastende ved hele det her. Ikke bare at miste. Men at begynde at forstå ting baglæns. Sætninger. Blikke. Afstand. Kulde. Små forskydninger, man dengang forklarede væk, fordi man stadig troede på hjemmet. Og måske tog man fejl. Måske gjorde man ikke. Det er næsten umuligt at vide, og alligevel står kroppen og regner på det hele hver aften.
Jeg hader at kunne se mønstre.
Især dem mennesker gemmer.
For det er tit dér, sandheden sidder. Ikke i de store ord. Ikke i forklaringerne. Men i gentagelserne. I det, der sker igen og igen. I det, der bliver valgt, når ingen længere prøver at lyde pæne.
Og måske er det derfor, aftenen er så brutal. Fordi der ikke er flere dagsopgaver at gemme sig i. Ingen støj nok. Ingen pligt nok. Ingen fart nok. Klokken rammer, og kroppen begynder at fortælle sandheden på sin egen måde.
Jeg kan ikke tænke mig ud af det.
Jeg har prøvet.
Jeg kan heller ikke bare være social nok, travl nok, stærk nok, vred nok eller klog nok til at få det til at stoppe. For det sidder ikke kun i hovedet. Det sidder i kroppen. Det sidder i tidspunktet. Det sidder i det sted, hvor aftenen engang betød liv, og nu alt for ofte betyder krakelering.
Det er ikke altid, jeg mangler ord.
Nogle gange mangler jeg bare et system, der kan holde ud at være i virkeligheden.
Og så det med at skrive alt det her og alle de andre tekster.
Først “håbede” jeg, at de ville lande, hvor jeg ønskede, og måske kunne “kalde” en hjem, eller hvad fanden man siger.
“Du kan da bare stoppe og bare skrive det til dig selv.”
Ja, det kunne jeg. Jeg har prøvet, og det virker ikke. Den eneste måde, jeg kan bearbejde alt det her på, alt det jeg går igennem, alt det jeg har været udsat for, alt det der er sket, er ved at skrive herinde.
For et eller andet sted håber jeg stadig, det lander. Bare ikke ved den person, jeg håbede på førhen. Men ved et menneske, der sidder med noget af det samme indeni og ikke ved, hvordan man får ord på det.
Så håber jeg virkelig, at det her vil hjælpe dig. At alle mine tekster, alt det jeg skriver, sætter ord på noget, som folk er bange for at sige højt for ikke at lyde “forkert”.
Men det er fanme mere forkert at skulle lægge låg på det, man går med indeni, for at “passe ind” i samfundets små kasser.
Nogle ting skal bare ud ufiltreret. Ikke for at larme, men fordi pæne ord nogle gange lyver.
For jeg er broken beyond repair. Ødelagt uden vej tilbage til et “almen” liv, hvad fanden det så overhovedet betyder.
Men jeg vil stadig gøre mit bedste for at være den del, jeg ikke mistede i alt det her. Den del der står rankt som aldrig før, og som ingen kan pille ned.
At være FAR.