“Det er en følelse, man aldrig nogensinde kommer af med.”
Den sætning satte sig. Den kom fra en, der er gået hen og blevet en ret god kammerat. Den kom fra en mand, der kæmper med voldsom PTSD. Ikke for at give alting en etikette, men nogen har bare lettere ved at forstå teksten, hvis de kan sætte folk i en kasse.
Jeg sidder stort set hver aften med den samme tanke til mig selv:
“Der er noget helt galt med dig, bassemand.”
For hvorfor og hvordan fanden kan jeg blive ved med at blive ramt af savn, sorg og alt det andet, der følger med, til en, der gør alt for at viske mig ud?
Alting havde været så meget lettere, hvis jeg bare kunne vende det hele om til had, til bitterhed, eller bare lukke ned for det. Og tro mig, jeg har prøvet. Men det gjorde kun tingene meget, meget værre.
For hadet fjernede ikke savnet. Det lagde sig bare ovenpå, som en mørk skygge over selvet, og jeg ved, det ville kvæle alt, der er under den. Og at lukke ned for det ville ikke få det til at forsvinde, det ville være bevidst fortrængning, og så ville det komme tilbage med endnu mere vægt. Og bitterheden, den ville forvandle mig til nøjagtigt det, jeg bliver gjort til.
Der er dog sket en ændring. At jeg er glad for at være her. For at trække vejret. Ikke fordi livet er let, eller fordi det går bedre, men fordi mine børn stadig ved, hvem deres far er. De husker stadig den far, der holdt dem som små, der hjalp dem, der holdt om dem, når verden larmede. De ved, han elsker dem højere end livet selv.
Det er også en af de ting, der gør det her så meget tungere. For det var ikke det her liv, jeg havde ønsket for dem. Langt fra.
Jeg håber virkelig, at den her krig mod mig på et tidspunkt dør hen. For deres skyld og for min egen. For jeg tror ærligt, det er de færreste, der ved, hvor meget det tærer at skulle modbevise en fortælling, der er så langt fra den virkelighed, der rent faktisk var. Det tærer ikke kun psykisk, men også fysisk.
Det går ud over søvnen, ud over måden, jeg tænker på, ud over måden, jeg agerer på. Det er ikke “bare” en konflikt. En konflikt kan man se en ende på. En konflikt giver en chance for at forsvare sig, redegøre, komme med sine ord.
At blive bekriget af den, man har betroet noget af det mørkeste til, den rammer et helt andet sted.
Den følelse er kun blevet værre inden for de sidste tolv måneder.
Det gør mere og mere ondt.