Jeg fik i går et spørgsmål:
“Frygter du at komme i fængsel?”
Selve spørgsmålet er egentlig let nok at svare på.
Nej.
Det er ikke murene, jeg frygter. Ikke dørene. Ikke låsen.
Jeg frygter, hvad det vil gøre ved mine børn. Jeg frygter, hvad det vil gøre ved samværet med mine børn.
Og jeg frygter, hvad der sker, hvis jeg bliver presset så langt op i en krog, at noget andet tager over.
For jeg ved godt, hvad der kan ske dér.
Når det rammer, reagerer kroppen før hovedet. Ordene forsvinder. Tænkningen ryger til side.
Det hele bliver kogt ned til overlevelse.
Ikke fordi jeg vil det.
Ikke fordi det er mig.
Men fordi noget i systemet går i alarm, og så tager kroppen over på den måde, den har lært, når den føler sig truet.
Det er dét, jeg frygter.
Det er sket én gang inden for det sidste halve år. Og bagefter var det ikke kun situationen i sig selv, der sad i mig.
Det værste var følelsen af, at lidt mere af mig selv forsvandt. Som om noget blev slidt af indeni endnu en gang. Og hvis det sker igen, hvad er der så tilbage til sidst?
Det er det spørgsmål, der bliver ved.
Hvilken far bliver jeg så?
Hvad er det, mine børn kommer til at mærke fra mig, hvis jeg langsomt mister mere og mere af mig selv?
Hvad er det for noget, jeg lærer dem, hvis det menneske, de har brug for, begynder at forsvinde bag ren overlevelse?
Jeg er ikke voldelig anlagt. Jeg tager afstand fra den slags. Jeg bruger mine ord. Det er sådan, jeg er.
Men jeg er heller ikke blind. Jeg ved godt, at sådan foregår det ikke altid inden for de høje vægge. Der gælder ofte en anden logik.
Mere rå. Mere simpel.
Den, der slår først og bliver stående, bliver ofte den, der “vinder”.
Men det er en grim form for sejr.
For man vinder måske øjeblikket, men man taber noget andet.
Man taber mere af sig selv. Og det tab bliver ikke bare i øjeblikket.
Det sætter sig. Det bliver siddende.
Der er også en mørkere frygt under det hele.
Frygten for et evigt fravær som far.
For hvis det ender helt derude, hvis jeg bliver presset langt nok ned, så kommer jeg ikke ud igen. I hvert fald ikke med livet i behold.
Det er ikke en sætning, jeg skriver let. Men det er den sandhed, der ligger under resten.
Og netop derfor kæmper jeg så hårdt, som jeg gør.
Ikke for at slippe let. Ikke for at løbe fra noget. Ikke for at pynte på det, jeg står i.
Men for at få lov til at holde mine børn i armene igen. For at få lov til at være deres far i virkeligheden og ikke kun i savn.
For at få lov til at være der, selv om der er modstand, selv om det slider, selv om det koster mere, end de fleste forstår.
For dem gør jeg alt.
Mine to små superhelte.