Bind- og stavruner
Når runer bindes sammen på én stav.
Ikke alle runer står alene.
En bindrune er historisk set ikke fri fantasi, men en belagt måde at skrive på: to eller flere runer bindes sammen til ét tegn.
Man må læse bindrunen i den indskrift, hvor den står. Brugen skifter fra sten til sten og fra tid til tid. Den er altså ikke én ting overalt og altid.
Nogle bindruner er enkle. To tegn deler en stav eller flettes tæt sammen, så skriften bliver fastere, smallere eller mere samlet. Det kan have været praktisk. Det kan også have været visuelt bevidst.
Men man skal vogte sig for den hurtige slutning, at enhver bindrune derfor er en hemmelig magisk nøgle. Det har man ikke belæg for at sige. På fast grund er bindrunen først en skrivemåde.
Hvad mere den betyder, må afgøres fra indskriften selv, ikke fra ønsketænkning.
Stavrune forstås her som samstavsrune: flere runer sat over og under hinanden på én fælles hovedstav. Det er ikke bare en sammensmeltning af to tegn, men en hel række runer bundet til samme stamme.
På Sønder Kirkeby-stenen på Falster står formlen om, at Thor skal vie runerne. Netop den formel er ristet som samstavsruner ved siden af hovedindskriften.
Det er et stærkt dansk eksempel på, at formen fandtes, og at den blev brugt med vilje.
Her må hånden være rolig: Bindruner og samstavsruner er historiske. Nutidige personlige stavruner er noget andet.
De kan være ærligt og stærkt arbejde, når de kaldes ved deres rette navn: personlig brug i dag, ikke belagt vikingetidig eller middelalderlig praksis.
Så står både historien og mennesket rent.
Så må det siges rent:
En bindrune er flere runer bundet i ét tegn.
En stavrune, forstået som samstavsrune, lægger flere runer på én fælles stav.
Begge dele kendes historisk.
Men deres blotte form gør dem ikke automatisk magiske.
Det afgørende er altid det samme:
Hvad står der.
Hvor står det.
Og hvorfor blev det ristet.
Så taler stenen sandere end fantasien.