Solen skinnede ind gennem vinduet, som om den havde travlt med at vække hele verden.
Det var sådan en dag, hvor alting føltes muligt.
Så selvfølgelig begyndte den med ballade.
Den Hurtige kom løbende ud i køkkenet med håret på tværs.
“Min trøje er bagvendt!”
Den Tænkende kom efter.
“Min er også!”
Far så op.
Mor så op.
Så så de på hinanden.
Far lagde hånden dramatisk på bordet.
“Det er Loke.”
Mor nikkede.
“Kun Loke ville begynde en morgen med den slags.”
Begge drenge kiggede ned på deres tøj.
Jo.
Det var rigtigt.
Trøjerne var bagvendte.
“Han har været her,” hviskede den Hurtige.
“Han laver drilledag,” sagde den Tænkende.
Det forklarede alt.
Ved morgenmaden stod mælken mærkeligt langt inde på bordet.
Smørkniven lå i syltetøjet.
En banan havde fået øjne tegnet på skralden.
Og fars hår strittede så vildt, at mor sagde, det lignede en trold, der havde sovet i en hæk.
“Det er helt klart Loke,” sagde far.
“Eller dig,” sagde mor.
“Man kan aldrig vide,” svarede far.
Drengene besluttede straks, at hvis Loke havde lavet drilledag, så måtte de bekæmpe kaos med noget stærkere:
superheltelogik.
På dage som denne blev de til Lynfod og Tankesind.
De tog kapper på.
I dag var kapperne viskestykker.
Det var helt i orden.
De bedste helte kan bruge alt.
Missionen var enkel:
finde alle Lokes drillerier,
rette dem,
og måske sende en lille sjov advarsel tilbage.
Første spor fandt de i badeværelset.
Tandbørsterne stod i koppen i størrelsesorden, men på en helt forkert måde.
Den mindste stod først.
Den største sidst.
“Han prøver at forvirre os,” sagde Tankesind.
“Det virker ikke,” sagde Lynfod.
De ordnede tandbørsterne.
Næste spor var i stuen.
Puderne lå på gulvet.
Tæppet var halvt foldet.
En af fars hjemmesko stod oppe på sofaen, som om den var gået derop af sig selv.
“Loke er virkelig i humør i dag,” sagde mor.
Far pegede på hjemmeskoen.
“Det der ville selv jeg ikke gøre.”
Så byggede drengene en fælde.
Ikke en farlig fælde.
En superheltefælde.
De lagde kiks på en tallerken.
Stillede en kop kakao ved siden af.
Og satte en seddel frem:
“Kære Loke.
Vi ved, du driller.
Men hvis du vil være med, skal du være sød i mindst lidt tid.
Hilsen heltene.”
Mor læste sedlen og smilede.
“Det er en meget pæn fælde.”
Far nikkede.
“Det er sådan, de store helte gør. Først venlighed. Så kram. Så måske lidt kildning.”
De ventede.
Og ventede lidt mere.
Og så, lige da ingen sagde noget, væltede Lynfod omkuld af grin.
“Forestil jer,” sagde han, “hvis Loke bare kom og drak kakao!”
Tankesind begyndte også at grine.
“Med kæmpe overskæg!”
Far tog straks en tår af sin kakao og fik, et stor flødeskums overskæg.
“Sådan her?”
Begge drenge hylede af grin.
Mor gjorde det samme.
Så sad de dér alle fire med skumskæg, og det var så fjollet, at ingen kunne stoppe igen.
Til sidst sagde far med dyb, alvorlig stemme:
“Hør her, små helte. Jeg tror, vi har forstået noget vigtigt om Loke.”
“Hvad?” spurgte de.
“At ikke al ballade er ond ballade,” sagde han.
“Noget ballade er bare verden, der inviterer os til at lege.”
Mor nikkede.
“Så længe vi passer på hinanden imens.”
Det kunne drengene godt lide.
Så den dag blev ikke dagen, hvor de fangede Loke.
Det blev dagen, hvor de fulgte ham lidt,
grinede lidt,
rettede lidt op efter ham,
og gjorde huset endnu gladere, end det allerede var.
Senere gik de ud i haven.
Der var vind i træerne.
Lys på himlen.
Og skyer, der sejlede forbi som store, dovne skibe.
Far løftede den Hurtige op.
Mor tog den Tænkende i hånden.
Så løb de alle sammen gennem græsset, som om haven var en hel verden, der kun ventede på dem.
Far lo højt.
Rigtigt højt.
Og et sted i det grin var der også noget andet:
den slags kærlighed, som prøver at gemme et øjeblik godt nok til, at det kan holde længe.
Men drengene mærkede det bare som det, det skulle være:
at far var der.
Mor var der.
Solen var der.
Og dagen var sjov.
Om aftenen, da de lå i deres senge, spurgte den Hurtige:
“Tror du, Loke kommer igen?”
Far trak dynen godt op om ham.
“Det gør han nok.”
Den Tænkende hviskede:
“Er det okay?”
Mor kyssede ham på panden.
“Ja. For her i huset har vi noget stærkere end drillerier.”
“Hvad?” spurgte begge.
Far smilede.
“Os.”
Og så sov de,
mens natten lagde sig blødt over huset,
og selv Loke, et sted langt ude mellem skyer og stjerner,
måske smilede lidt for sig selv.