Det begyndte en eftermiddag, hvor regnen pludselig stoppede.
Ikke sådan lidt.
Ikke sådan tøvende.
Nej.
Som om nogen oppe over skyerne havde sagt:
“Så. Det var dét.”
Solen stak frem.
Dråberne glimtede på græsset.
Og hele haven lugtede af våd jord, blade og den slags luft, man får lyst til at løbe i.
“Kom og se!” råbte mor fra døren.
Far og drengene kom farende.
Hen over himlen stod en regnbue så stor, at selv far blev stille et øjeblik.
“Det er Bifrost,” sagde Den Hurtige.
“Den ser i hvert fald meget vigtig ud,” sagde Den Tænkende.
Far kneb øjnene sammen og nikkede.
“Ja. Den bro bruger man ikke til småting.”
Mor lagde armene over kors, som om hun allerede vidste, hvad der ville ske.
“Og hvad tror I så, den vil os?”
Begge drenge stod og så på buen i stilhed.
Så pegede Den Hurtige ned mod bagerste hjørne af haven.
“Den ender dér!”
Den Tænkende fulgte med blikket.
“Ved hindbærbusken.”
Far tog sig dramatisk til skægstubben.
“Så er der kun én forklaring.”
“Hvilken?” hviskede begge drenge.
“Nogen har gemt en skat.”
Så var der ikke mere at tale om.
På dage som denne blev de til Lynfod og Tankesind.
Lynfod var af sted med det samme.
Tankesind tog en pind med som stav og sagde, at enhver rigtig skattejagt krævede kort, spor og eftertanke.
Mor gik ind og hentede en gammel papkasse.
“Her. Alle store eventyrere har brug for udstyr.”
Far fandt en ske i køkkenet.
“En graveske.”
“Det er en spiseske,” sagde mor.
“I dag,” svarede far højtideligt, “er det en graveske.”
Så begyndte ekspeditionen.
Græsset var vådt, og deres sko sagde sjoff-sjoff for hvert skridt.
Der lå snegle på fliserne som små, langsomme riddere.
Et sted summede en bi så tungt, at den lød som en meget travl lille motor.
Ved hindbærbusken stoppede de.
“Her,” sagde Lynfod og pegede.
Jorden så lidt mørkere ud.
Der lå et par blade i en lille spiral.
Og under busken lå noget rødt.
Tankesind knælede ned.
“Det kan være et tegn.”
Far hviskede:
“Eller en drage.”
Mor kiggede.
“Det er en gammel rivehandske.”
Men da de flyttede bladene væk, fandt de noget andet.
En lille blikæske.
Alle frøs.
Selv vinden virkede nysgerrig.
Far løftede æsken op med begge hænder, som om han bar på noget gammelt og vigtigt.
“Skal vi åbne den?”
“Ja!” råbte drengene.
Mor smilede.
“Det bør nok ske med værdighed.”
Så satte de sig alle fire på hug omkring æsken.
Far åbnede den langsomt.
Indeni lå:
en glaskugle,
to gamle mønter,
en knap,
og et stykke papir, foldet flere gange.
“Et skattekort!” sagde Lynfod.
“Eller en besked,” sagde Tankesind.
Far foldede papiret ud.
Der stod med lidt skæv skrift:
Til dem, der finder dette:
Der er en skat i æsken.
Der er også en ved siden af.
Der blev stille et øjeblik.
Mor så på far.
Far så på drengene.
Lynfod rynkede panden.
“Men… der er jo også ting i æsken?”
“Ja,” sagde far. “Og det er meget heldigt. Ellers havde det været en lidt tynd skat.”
Mor lo.
Tankesind holdt glaskuglen op mod lyset.
Solen gik gennem glasset og lavede små farver på hans hånd.
“Så Bifrost førte os ikke til guld,” sagde han.
“Nej,” sagde mor.
“Den førte os til eventyr,” sagde far.
“Og en knap,” sagde Lynfod.
“Og to mønter,” tilføjede Tankesind.
Far lagde papiret forsiktigt tilbage i æsken.
“Så må vi hellere passe godt på den,” sagde han.
“På æsken?” spurgte Lynfod.
Far smilede.
“Ja. Også den.”
De tog æsken med ind.
Mor vaskede mønterne.
Far pudsede glaskuglen.
Drengene besluttede, at knappen måtte have tilhørt en konge, en trold eller måske begge dele.
Senere sad de i stuen med tæpper om benene og varm kakao i hænderne, mens regnbuen langsomt forsvandt ude bag skyerne.
Far så ud af vinduet og så tilbage på dem.
“Det mærkelige ved Bifrost,” sagde han, “er måske, at den ikke kun findes på himlen.”
“Hvor ellers?” spurgte Lynfod.
Far smilede lidt.
“Nogle gange findes den mellem mennesker, der går samme vej.”
Mor nikkede.
“Især når de holder sammen.”
Tankesind tænkte over det.
Så lænede han sig ind til dem.
Og sådan sad de der:
med skatten på bordet,
regnen glemt,
og et lille stykke af himlen gemt i en blikæske.