Det begyndte i køkkenet.
Det var morgen.
Ikke en stille morgen.
Ikke en rolig morgen.
En pandekagemorgen.
Og enhver i huset vidste, at pandekagemorgener var noget særligt.
Mor fandt mel frem.
Far fandt stegepanden frem.
Drengene fandt hver sin stol, så de kunne se alt og mene meget.
“Jeg synes, de skal være runde,” sagde Den Hurtige.
“Det er de næsten altid,” sagde mor.
“Jeg synes, nogle af dem skal ligne skjolde,” sagde Den Tænkende.
Far lagde hånden over hjertet.
“Det er et storslået forslag.”
Så skete det.
Et rungende brag lød udenfor.
Ruderne dirrede lidt.
Begge drenge stivnede.
“Thor,” sagde Den Hurtige.
“Han lyder tæt på,” sagde Den Tænkende.
Braget kom igen.
Større denne gang.
Mor kiggede ud ad vinduet.
“Himlen er helt mørk.”
Far hævede øjenbrynene.
“Så har Thor vist fundet sin hammer.”
Regnen begyndte at tromme mod taget.
Vinden fór om huset.
Og i næste øjeblik blinkede lyset én gang.
To gange.
Så blev der mørkt.
Helt mørkt.
I et par sekunder var ingen helt sikre på noget.
Så sagde far:
“Nå.”
Mor sagde:
“Nå ja.”
Den Hurtige hviskede:
“Er det slut?”
Den Tænkende så ud mod det grå i vinduet.
“Eller begyndelsen.”
Far smilede.
“Det var det klogeste, nogen kunne sige i mørke.”
Mor fandt skuffen med stearinlys.
Far fandt en lommelygte.
Drengene fandt hinanden og stod lidt tættere.
Så blev køkkenet forvandlet.
Små flammer lyste bordet op.
Skyggerne dansede på væggen.
Regnen og tordenen lød nu ikke bare som uvejr, men som noget stort, der gik rundt ude i verden og talte med tung stemme.
“Det er jo en rigtig Tordendag,” sagde far.
På dage som denne blev de til Lynfod og Tankesind.
“Så må vi lave tordenpandekager,” sagde Lynfod.
Tankesind nikkede.
“Det er den eneste rimelige løsning.”
Mor lo.
“Det er svært at være uenig i.”
Problemet var bare, at komfuret ikke virkede uden strøm.
Så stod de dér.
Mel? Ja.
Æg? Ja.
Mælk? Ja.
Smør? Ja.
Vaniljesukker? Ja.
Bagepulver? Ja.
Citronvand? Ja.
Ingen varme? Også ja.
Far kneb øjnene sammen.
“Vi må tænke som vikinger.”
Mor så på ham.
“Du mener vel ikke, at du vil tænde bål i haven i det vejr?”
“Nej,” sagde far. “Jeg mener, at vi må være opfindsomme.”
Det viste sig, at de havde et gammelt stormkøkken i skuret.
Et rigtigt et.
Lidt rustent.
Lidt skævt.
Og efter fars mening:
“Præcis som alle gode eventyrredskaber.”
Så mens regnen trommede udenfor, bar far stormkøkkenet ud under halvtaget ved bryggersdøren, hvor regnen ikke kunne nå flammen, og hvor mor holdt øje med det hele med sin meget bestemte mor-mine.
Far stillede det sikkert på fliserne.
Mor nikkede først, da hun var tilfreds.
“Det her er ikke bare madlavning,” sagde far, mens han tændte den lille flamme.
“Det her er overlevelse.”
“Det her,” sagde mor, “er pandekager.”
“Begge dele kan være sande,” sagde Tankesind.
Det mente alle faktisk var rigtigt.
Så begyndte arbejdet.
Lynfod rørte dejen så ivrigt, at skålen næsten drejede med rundt.
Tankesind sørgede for, at der kom præcis nok mel i.
Mor hældte forsigtigt.
Far vendte pandekagerne med en alvor, som om kongers skæbne afhang af, om de knækkede.
En af pandekagerne blev meget mørk.
“Den dér blev ramt af lynet,” sagde Lynfod.
En anden foldede sig mærkeligt.
“Den dér ser ud som Mjølner,” sagde Tankesind.
Far løftede den op.
“Så må jeg vel spise den. Det er et stort ansvar.”
Mor himlede med øjnene.
“Ja, du er en sand helt.”
Tordenen brummede igen.
Men nu lød den ikke så farlig længere.
For nu duftede der af smør og varme pandekager helt ind i bryggerset.
Lysene flakkede hyggeligt.
Og drengene havde mel på næserne og grin i kroppen.
Da de endelig satte sig for at spise, sagde far:
“Ved I, hvad jeg tror?”
“Hvad?” spurgte de.
“At Thor måske ikke kun larmer for at skræmme,” sagde far. “Måske larmer han bare for at få os til at tænde lys og rykke lidt tættere sammen.”
Mor smilede og trak tæppet om skuldrene.
“Så må jeg sige, at han har hjulpet godt i dag.”
Tankesind så på stearinlysene.
“Det er mærkeligt. Når der er mørkt udenfor, virker lyset indenfor større.”
Lynfod tog en stor bid pandekage.
“Og pandekagerne smager bedre.”
“Det gør de faktisk,” sagde far.
Senere, da strømmen kom igen, blinkede lamperne til live.
Men ingen rejste sig med det samme.
De blev siddende lidt endnu.
Med varme hænder.
Maver fulde af pandekager.
Mel på bordet.
Stearinlys i vinduet.
Og regn, der stadig trommede derude, som om Thor ikke helt var færdig med at gå rundt på himlen.
Far tog den sidste lille pandekage fra tallerkenen og så alvorligt på den.
“Den her ligner også Mjølner.”
Mor så på ham.
“Den ligner en pandekage.”
“Ja,” sagde far. “Men en meget modig en.”
Lynfod lo.
Tankesind lænede sig ind mod ham.
Og sådan blev det husket som dagen,
hvor Thor buldrede over taget,
og Lynfod og Tankesind hjalp med at lave de modigste pandekager i hele Midgård.