Det var lørdag morgen.
Den slags morgen, hvor håret stritter, dynen stadig er varm, og hele huset føles, som om det stadig sover lidt med det ene øje lukket.
Men ikke drengene.
De var vågne.
Meget vågne.
“Jeg mangler en sok!” råbte den Hurtige.
“Jeg mangler også en sok!” råbte den Tænkende.
Far, som stadig stod i køkkenet og prøvede at blive til et menneske ved hjælp af kaffe, så op mod loftet.
“Så er det sket igen.”
Mor kom ind med et skævt smil.
“Den gamle forbandelse.”
Begge drenge stirrede.
“Forbandelse?”
Far nikkede alvorligt.
“I de ældste tider, længe før opvaskemaskiner og madpakker, fandtes der væsner, som stjal én sok ad gangen.”
“Nej,” sagde de med store øjne.
“Jo,” sagde mor. “De kaldes… sokkevætter.”
“De er små,” sagde far, “hurtige og meget glade for rod.”
Begge drenge var allerede klar.
Hvis der var vætter i huset, måtte de findes.
Mor fandt papir og farver frem.
“Alle store helte har brug for et kort.”
Så tegnede de et kort over huset:
Køkkenet blev til Grydehallen.
Badeværelset blev til Tågesøen.
Soveværelset blev til Drømmerummet.
Og vasketøjskurven blev til…
“Mørkets Bjerg,” sagde begge drenge.
Far så på vasketøjskurven og nikkede.
“Det lyder rigtigt.”
Men lige da de skulle til at gå i gang, skete der noget mærkeligt.
En gylden pelsstribe fór forbi døren.
Så en til.
Så en hale.
Så to grønne øjne.
“Så I det?” hviskede den Hurtige.
“Ja,” hviskede den Tænkende.
Mor lagde hånden mod brystet.
“Det kan ikke passe.”
Far hviskede:
“Frejas katte.”
Drengene stod helt stille.
For alle vidste jo, at Freja havde katte.
Store, smukke, stærke katte, der kunne trække hendes vogn og finde vej gennem verden med øjne, der så mere end andre.
Og nu var de her.
To gyldne katte sad ved døren til bryggerset.
Deres haler slog roligt frem og tilbage.
Deres ører vippede.
Som om de ventede.
“De vil vise os noget,” sagde Den Tænkende.
“Så følger vi dem,” sagde Den Hurtige.
På dage som denne blev de til Lynfod og Tankesind.
De listede gennem huset.
Ikke fordi man behøvede at liste i sit eget hjem.
Men fordi det føltes mere helteagtigt.
Kattene førte dem forbi sofaen.
Forbi spisebordet.
Forbi den stol, hvor der altid lå tøj, som ingen helt vidste, hvorfor det altid lå dér.
Til sidst stoppede de ved vaskerummet.
Begge katte stirrede på Mørkets Bjerg.
Vasketøjskurven.
Far sank en klump.
“Det er værre, end jeg troede.”
Drengene gik tættere på.
Mor holdt kortet.
Far tog en dyb indånding, som en mand der skulle ind i kamp.
“På tre,” sagde han.
“Én… to… tre!”
De kastede sig over kurven.
Strømper fløj.
T-shirts røg til siden.
Et par underlige bukser, ingen havde savnet, blev fundet.
Et gammelt viskestykke dukkede op.
En træls voksen-sok sad fast i et håndklæde som en fælde.
Og dér, helt nede i bunden, lå de.
To små sokker.
En til hver dreng.
“Vi gjorde det!” råbte Lynfod.
“Vi brød forbandelsen!” råbte Tankesind.
Kattene blinkede langsomt, som om de allerede vidste, at det ville ende sådan.
Mor bøjede sig ned.
“Så Frejas katte hjalp os altså.”
Far nikkede.
“Det gør de nogle gange. Især når nogen leder modigt, hjælper hinanden og ikke giver op.”
Tankesind så på kattene.
“Kommer de igen?”
Far smilede.
“Det tror jeg. Men kun i huse, hvor der er kærlighed, grin og nok rod til, at der stadig findes eventyr.”
Mor lo.
“Så kommer de helt sikkert igen her.”
Resten af dagen blev ikke mindre sjov.
Drengene byggede en kattevogn af puder.
Mor lavede pandekager.
Far tegnede runer med fingeren i syltetøjet på sin tallerken, indtil mor sagde, at det talte som pjatteri og ikke gammel visdom.
Senere lå begge drenge i sofaen, trætte og varme efter så meget heltedåd.
Far trak tæppet lidt op om dem.
Han gjorde det stille, næsten som om han ville gemme lidt ekstra tryghed helt op til hagen.
“Nogle skatte,” sagde han lavt, “er ikke guld. Nogle skatte er at finde det, man troede var væk.”
Mor lagde armen om dem alle.
“Og nogle skatte er dem, man sidder tæt på.”
De gyldne katte var væk igen.
Men på gulvet ved døren lå et enkelt gyldent hår.
Og fra den dag af vidste alle i huset én ting:
Hvis noget blev væk,
og man ledte med mod,
med grin
og sammenhold,
så var man aldrig helt alene.