Tordenskjoldene fra Stuen

Næh.

Om dagen lignede de godt nok bare nogen, der kunne finde på at løbe gennem stuen i strømper, bygge huler af dyner og spørge om snacks præcis to sekunder efter aftensmad.

Men i virkeligheden var de Tordenskjoldene fra Stuen.

Den ene var Den Hurtige.
Den anden var Den Tænkende.

Begge to lige modige.
Og sammen var de næsten umulige at stoppe.

Og når eventyret kaldte, og dagen blev større, end den så ud, blev de til
Lynfod og Tankesind.

Far plejede at sige:
“Hvis Thor selv kom forbi og ville låne mod, tror jeg, han ville spørge jer to.”

Mor plejede at ryste på hovedet og smile.
“Ja, og hvis Loke kom forbi, ville han sikkert også lære ballade af dem.”

Det hele begyndte på en regnvejrsdag.

Regnen trommede mod ruden, og vinden peb om huset, som om nogen usynlige jætter stod udenfor og pustede på væggene.

“Det er stormvejr,” sagde mor.

“Det er kæmpevejr,” sagde den ene dreng.

“Det er heltetid,” sagde den anden.

Far kiggede langsomt op fra sit krus.
“Så håber jeg, heltene er klar.”

Det var de.
De fandt deres udstyr med det samme:
et tæppe som kappe,
en grydeske som lynhammer,
to sofapuder som skjolde,
og en gammel cykelhjelm, som på mystisk vis blev til en ægte krigerhjelm, så snart man sagde:

“Ved Odin!” råbte begge drenge.

Og sådan begyndte missionen.

Mor pegede alvorligt mod køkkenet.
“Vi har et problem.”

“Hvor stort?” spurgte den ene.

“Er det drage-stort?” spurgte den anden.

Mor nikkede langsomt.
“Større.”

Far lænede sig frem og hviskede:
“Frugtskålen er tom.”

Begge drenge gispede.
Tom?
Helt tom?
Ikke en eneste banan.
Ikke ét æble.
Ikke engang en trist mandarin i bunden?
Det var værre, end de havde frygtet.

“Så må vi af sted,” sagde Den Hurtige.

“Til de vilde egne,” sagde Den Tænkende.

“Til…” begyndte far.

“SUPERMARKEDET!” råbte alle fire.

Og sådan drog familien ud.

Udenfor slog vinden i jakkerne, og regnen piskede som kolde fnug af vandmagi.

Men Tordenskjoldene gik forrest.

Far trak vognen.

Mor holdt styr på retningen.

Og drengene spejdede efter farer.

Ved fortovet lå der en kæmpestor vandpyt.

“Et hav!” råbte Lynfod.

“Et uhyre!” råbte Tankesind.

“En vandpyt,” sagde mor.

Men far lagde en hånd over hjertet og sagde:

Så hoppede begge drenge lige ned i vandpytten med et plask så stort, at selv vinden blev stille et øjeblik.

Mor lo.

Far lo.

Drengene lo højest af alle.

Inde i supermarkedet blev missionen straks farligere.

For dér fandtes den frygtede Frostgang.

Den var kold.

Meget kold.

Så kold, at man kunne se sin egen ånde.

“Her bor isjætterne,” sagde Lynfod.

“Og fiskefrikadellerne,” sagde mor.

“Og måske begge dele,” sagde far.

Tordenskjoldene holdt fast i vognen og marcherede tappert gennem kulden, mens de holdt øje med alt, der kunne ligne en skjult fjende.

Ved grøntafdelingen fandt de skatten:

røde æbler,

gule bananer,

blåbær som små himmelsten,

og gulerødder, der lignede dværgespyd.

“Vi har reddet frugtskålen,” sagde Den Tænkende.

“Og riget,” sagde Den Hurtige.

“Og aftensmaden,” sagde mor.

Da de kom hjem, lagde regnen sig lidt.

Huset duftede varmt.

Jakkerne dryppede i gangen.

Og drengene sad i stuen med røde kinder og vådt hår, mens far skar æbler ud og mor fandt tæpper frem.

Far så på dem begge to lidt længere, end man måske behøver, når man bare ser på nogen, man elsker.

“Ved I hvad?” sagde han.

“Hvad?” spurgte de.

Mor nikkede.

Den Hurtige gabte.

“Især snacks,” sagde far.

Så sad de dér alle fire, mens vinden susede udenfor, og inde i stuen var der varmt, trygt og fuldt af helte.

Og hvis man havde kigget ind gennem vinduet lige dér, havde man nok bare set en helt almindelig familie.

Men man havde taget fejl.

For det var jo Tordenskjoldene fra Stuen.