Søndag aften. Klokken er 18:49, og jeg sidder her og prøver at være okay. Ikke fordi jeg er okay, men fordi jeg efterhånden har lært at holde ansigtet nogenlunde samlet, mens resten af mig vakler indvendigt. Der sker ikke noget stort udefra. Ingen råb. Ingen dramatik. Ingen synligt sammenbrud. Bare mig, der sidder stille og prøver at få kroppen til at forstå, at den skal bære endnu en aften.
Og så kommer det.
KLASK.
Ikke som en lille tristhed. Ikke som et savn, man lige kan trække vejret igennem. Det kommer som en hammer. Den samme hammer. Det samme slag. Hver eneste gang. Det rammer lige dér, hvor jeg troede, der måske var kommet lidt hud hen over såret, og så bliver det flået op igen.
Savnet til det hele.
Børnene. Hverdagen. Huset. Livet, der var. Fremtiden, der blev taget ud af hænderne på mig, mens jeg stadig stod og prøvede at forstå, hvad fanden der skete.
Så sidder jeg her. Blødende indvendigt. Forvirret. Træt. Ikke træt som i søvnig. Træt som i, at noget i mig har båret for meget for længe. Træt som i, at jeg igen skal samle mig selv op fra et sted, ingen andre kan se.
Og det er næsten det værste. Ikke kun slaget. Gentagelsen. At det bliver ved. At jeg kan have en dag, hvor jeg tror, jeg står lidt bedre, og så vælter det hele igen, som om kroppen siger: Nej. Vi er ikke færdige med det her.
Det er dér, tanken kommer.
Den tanke, man ikke har lyst til at sige højt, fordi folk enten bliver forskrækkede eller begynder at tale til én, som om man er noget, der skal håndteres.
“Jeg skulle have taget udvejen den dag.”
Så havde der i det mindste været ro. Så havde jeg været fri for konstant at holde sammen på mig selv. Fri for at skulle samle mig igen og igen. Fri for de aftener, hvor savnet kommer ind uden at banke på og river det hele op, mens jeg bare sidder her og prøver at eksistere som et normalt menneske.
Men inderst inde ved jeg godt, hvad det er.
Det er ikke en sandhed. Det er ikke en vej. Det er ikke en beslutning.
Det er en tanke fra et overbelastet sind. En mørk tanke fra et sår, der aldrig har fået fred nok til at hele. Og det gør den ikke mindre grim. Den gør stadig ondt, fordi den ikke kun handler om at ville væk. Den handler om uretfærdighed. Om udmattelse. Om at være blevet presset så langt ud, at ro begynder at lyde som noget, man kun kan få ved at forsvinde.
Og nej. Jeg kommer aldrig til at kalde det her retfærdigt. Aldrig. Ikke med tiden. Ikke med afstand. Ikke fordi andre bliver trætte af, at det stadig gør ondt. Ikke fordi nogen har brug for, at historien ser pænere ud, end den er.
Det her bliver ikke retfærdigt, bare fordi nogen fik lov til at gøre det. Det bliver ikke menneskeligt, bare fordi nogen kan forklare det. Og mennesker, der kan kigge på det her og kalde det rimeligt, har tabt noget et sted på vejen. Noget vigtigt. Noget, man ikke bare får tilbage ved at mene det rigtige højt.
Jeg gider næsten ikke engang forklare, hvad det har kostet psykisk. For hvordan forklarer man prisen på at miste sit liv, mens man stadig trækker vejret?
Tingene er én ting. Huset er én ting. Pengene, navnet, hverdagen, alt det ydre, det er én ting. Men det, det gør ved ens indre, når man bliver revet væk fra sine børn, dømt i noget man ikke kan genkende, og bagefter forventes at bære det hele roligt og ansvarligt, det findes der ikke ord nok til.
Den pris kan aldrig forklares fuldt ud. Og den bliver aldrig forstået af mennesker, der aldrig har betalt den. De kan høre om den. De kan sidde med deres holdninger. De kan nikke, vurdere, dømme og kalde det komplekst. Men de ved det ikke.
De ved ikke, hvordan stilheden kan få tænder. De ved ikke, hvordan en almindelig søndag aften kan blive til et rum, man næsten ikke kan være i. De ved ikke, hvordan savn kan ramme så hårdt, at man kortvarigt ikke længere leder efter lykke, men bare efter et sted, hvor det holder op.
Og alligevel sidder jeg her.
Stadig.
Ikke fordi jeg er stærk på den pæne måde. Ikke fordi jeg har fundet fred. Ikke fordi jeg accepterer det. Men fordi der stadig er noget, mørket ikke får. Der er stadig to børn, der har brug for deres far. Der er stadig en del af mig, der nægter at lade det her blive slutningen på historien.
Ikke fordi jeg ikke er træt. Ikke fordi tanken ikke gør ondt. Men fordi tanken ikke skal have lov at bestemme.
Så ja. Søndag aften rammer igen. Hammeren falder. Såret åbner sig. Jeg sidder her med det hele i hænderne og aner ikke, hvad jeg skal gøre af det.
Men jeg bliver.
Og jeg håber, at prisen er forstået af dem, der lod den ende hos mig.
For den er dyrere, end noget menneske med et hjerte burde kunne sende videre.
Og et sted i alt det her ville jeg ønske, de kunne mærke det.
Ikke fordi jeg ønsker nogen ødelagt. Ikke fordi jeg vil se nogen lide for lidelsens skyld. Men fordi det føles sygt at bære en pris, som andre kan gå rundt uden at forstå.
For nogle aftener er smerten ikke pæn nok til at lyde rigtig. Nogle aftener vil man ikke være bedre. Man vil bare have, at den, der lod regningen ende hos én, forstår hvad fanden den kostede.
Det er ikke hævn.
Det er et menneske, der står med blod på hænderne fra sit eget indre og beder om, at nogen endelig ser prisen.